Kære troldmandslærlinge, hekse, riddere og andet godtfolk!
De magiske sten har nu fået sin helt egen flotte hjemmeside. Se den her

Baggrund:
Der bor fem klaner i Ådalen. Troldmand Ranukkel har indkaldt 5 børn. De skal mødes ved midnat ved troldestenen ved åen.
De 5 børn:
Pigen Bregne fra Børkop (datter af den hellige præst af Børkop)
Pigen Els fra Egtved (En elverpige)
Drengen Gyvel fra Give (søn af Skjalden Gert Muselmand og kromutter Grønkål)
Drengen Jernurt fra Jelling (Søn af ridder Jernhånd og heksen Hansine)
Drengen Voda fra Vejle. (Søn af Troldmand Vobbit)
Da de mødes, fortæller Troldmanden, hvordan kronen i tidernes morgen blev dannet.
Klanerne i Ådalen blev truet af den store fjende Grev Dark fra Dunkelskoven. Han havde en stor hær og megen magisk kraft. En nat blev det et vildt uvejr og lynene slog ned. Fem steder slog de ned med ekstra kraft. Fem magiske sten blev dannet ved lynnedslaget – i Børkop en blå, i Egtved en Gul, i Give en grøn, i Jelling en rød og i Vejle en hvid.
En troldmand fik samlet de magiske sten og satte dem i en krone. Kronen samlede de magiske kræfter og troldmanden fik stor magt. Den transmagiske krone var en fantasikrone. Med den på kunne man finde på og se nye muligheder, og ledet af kronen fandt Klanerne i Ådalen på mange snedige planer, så de til sidst overvandt Grev Dark fra Dunkelskoven.
Men nu prøver Prins Dark junior at røve kronen, og derfor vil Troldmanden have børnene til at tage en sten hver og holde den skjult. For uden alle 5 sten, er kronen ikke noget værd.
Børnene rejser tilbage til deres klan med en sten hver.
Opgave:
Stenene bliver holdt skjult i de forskellige klaner gennem mange tusinde år.
Fortæl hvad der skete på forskellige tidspunkter:
Havde Harald Blåtand en blå sten gemt i bebidset?
Hjælper søgelserne på Engelsholm slot med at skjule stenene?
Blev stenene brugt under 2. verdenskrig?
Var Orla Lehman en troldmand?
Var Allan Simonsen en alf, der gemte stenen i Barcelona?
Hvordan har børnenes slægter holdt stenene skjult? Hvilke farer har der været? Har der været forrædere i slægterne?
Etiketter: Inspiration

Vær med til at skrive en lokal Harry Potter.
Vær med til at tegne en lokal Manga.
Alle børn inviteres til at lave en fortsættelse af historien om de magiske sten. Kan børnene og deres kommende slægter holde stenene skjult?
Giv dit bud på historien.
Du kan skrive en fortsættelse. Men du kan også tegne den. Måske som en tegneserie. Eller du kan lave en lille film eller en lydoptgelse, hvor du fortæller om de problemer der opstår.
Hvad sker der, mens Harald Blåtand er konge? Er stenen med på togt?
Hvordan hjælper elverfolket med at holde stenene skjult?
Måske har folket fra Dunkelskoven fået fat i nogle af stenene, så det er et spørgsmål om at få dem tilbage.
Du laver historien og sender den til Spotlight.
Så deltager du i en konkurrence. En Fantasy-konkurrence.
Bidragene bliver til en historie, som vil dane udgangspunkt for et stort rollespil under Spotlightfestivalen i september.
Så grib pennen. Skriv eller tegn. Måske bliver du medforfatter eller illustrator på en ny stor fantasy-historie her fra Vejle og omegn.
God fornøjelse.
Etiketter: Konkurrencen, Opgaven.

Kampen om de magiske sten.
Jernurt nåede frem i sidste øjeblik. Ved bålet sad allerede 4 børn. Han kiggede sig nervøst omkring. Hvad gik det her ud på?
Månen viste sig i det samme på himlen. En ugle tudede. Og pludselig stod troldmanden foran dem.
”Velkommen kære børn. I er de udvalgte. I har magiske kræfter, som I måske ikke kender. Men disse kræfter har vi brug for.” Troldmanden holdt en pause, hvor han kiggede hvert enkelt barn dybt ind i øjnene. Jernurt mærkede varmen bredde sig i kroppen. Men samtidig mærkede han en uro. Hvad betød det at være udvalgt?
”I tidernes morgen blev de 5 klaner i Ådalen truet af en stor fjende,” fortsatte Troldmanden. ”Det var Grev Dark af Dunkelskoven. Han havde en stor hær og mange magiske kræfter. Klanerne var bange. En nat blev det et forfærdeligt uvejr. Stormen rasede, regnen piskede ned og tordenen rullede hen over himlen. Lynene hamrede i jorden. Fem steder slog lynene ned. Hvert sted gik lynets kraft over i en sten. Fem magiske sten slå spredt i Ådalen. En sten hos hver af de fem klaner.”
Igen holdt Troldmanden en pause, mens børnene så op mod himlen. Var et uvejr ved at trække op? Jernurt gøs.
Min forfader – den første troldmand i Ådalen – lod sende bud til klanerne. Han lavede en krone og samlede de fem magiske sten i den, og stenenes samlede magi blev mangedoblet i kronen. Med den på hovedet blev ens fantasi gjort større, og man kunne se muligheder. Troldmanden reddede på den måde klanerne fra Ådalen fra udslettelse, da han med kronen på hovedet fandt muligheder for, hvordan de kunne snyde Grev Dark af Dunkelriget.”
Børnene nikkede. De kendte alle historien. Men hvorfor var de blevet samlet?
”Prins Dark junior af Dunkelriget har sendt en stor hær mod Ådalen,” sagde Troldmanden efter en lille pause. ”Han vil have fat i den magiske krone. Med den vil han kunne få enorm magt. Derfor må vi sikre os, at han ikke får fat i den. Derfor vil jeg bede hver at jer tage en sten og holde den skjult. Uden stenene har kronen ingen magiske kræfter. I skal lade stenene gå i arv til jeres slægtninge, så de bliver holdt skjult til evig tid.”
Etiketter: Historien
